Stress

Hvad er stress?

Begrebet stress dækker i hverdagssprog over forskellige grader af psykisk ubehag, som følge af belastninger på arbejdspladsen eller svære forhold i privatlivet. Stress er ikke en diagnose, men en tilstand, som opstår når vores psyke overbelastes og stress kan føre til sygdom. Vi kan alle opleve at føle os ”stressede” i korte perioder som kommer og går over igen. Men hvis der er tale om en egentlig stress-tilstand over længere tid, så medfører det ofte en væsentlig forringelse af menneskers evne til at håndtere arbejdsmæssige krav og påvirker det generelle funktionsniveau betydeligt.

Nyere forskning peger på, at stresstilstanden opstår, når en person gennem længere tid har oplevet, at blive psykisk belastet pga. fx arbejdsforhold eller anden ydre påvirkning, og personen samtidig har opbygget forventninger om disse forhold, som han eller hun ikke har kunnet håndtere (Eriksen et al. 2005, Ursin & Eriksen, 2007). Det væsentlige er altså ikke altid mængden af arbejde og belastning, men især kombinationen af at være presset og samtidig opleve ikke at kunne levet op til de forventninger, som personen selv har til hvordan vedkommende skal kunne klare presset.

Reaktioner på stress kan bl.a. være koncentrationsbesvær, hukommelsesvanskeligheder, søvnproblemer, manglende energi, humørpåvirkninger, ændringer i appetit, oplevelse af ”kort lunte” mm. Nogle mennesker bliver meget skræmt over disse symptomer og kan frygte om de måske har fået en hjerneskade eller helt vil kollapse. Erfaringen er heldigvis, at symptomerne vil fortage sig igen over tid om end især de kognitive funktionsnedsættelser (koncentrations- og hukommelsesbesvær) kan være langvarige.

Hvordan behandler jeg stress?

Behandlingen af arbejdsrelateret stress er sjældent isoleret til kun at omhandle arbejdsmæssige forhold. Arbejdslivet og privatlivet påvirker hinanden gensidigt og jeg vil derfor altid inkludere begge områder i behandlingen.

Overordnet falder behandlingen af stress i to dele (jf. ovenfor):

1) Hvilke vilkår er der omkring dig arbejdsmæssigt og privat? Og er det rimelige vilkår? Hvad og hvem har været medvirkende til din stress-reaktion og hvordan er den opstået? Er der nogle praktiske forhold som skal være anderledes og som er en forudsætning for at du kan få det bedre?

2) Hvordan håndterer du stressede perioder? Hvilke tanker sætter det gang i hos dig? Hvad er dine egne forventninger til hvad du skal kunne? Har det altid været sådan når du tænker tilbage på tidligere stressede perioder? Hvilke strategier har du brugt indtil nu for at håndtere stressen? Og har det virket – både på kort og lang sigt? Jeg kan desuden hjælpe dig med andre værktøjer til at håndtere stressen.

Ovenstående giver typisk anledning til også at afklare om du fører et arbejds- og privatliv i overensstemmelse med det, der har værdi for dig eller om der er behov for nogle justeringer.

Afhængig af om du i arbejde eller helt eller delvist sygmeldt, så tager vi afsæt i hvordan din hverdag ser ud lige nu og taler om hvorvidt, der er nogle praktiske forhold, som skal ændres på. Ved sygemeldinger kan der opstå mange bekymringer omkring hvad fraværet fra arbejdspladsen betyder og nogle kan have svære tanker om at være ”en social klient” med en sagsbehandler fra kommunen mm. Jeg har erfaring med mange forskellige mennesker i en bred vifte af jobtyper, der har været helt eller delvist sygemeldt i en periode af deres arbejdslivet. Jeg kan derfor rådgive dig om behovet for en sygemelding hvis du ønsker det, om længden og varigheden heraf ud fra din specifikke situation, samt hjælpe med at tilrettelægge en plan for genoptagelsen af arbejdet efterfølgende. Hvis der er behov for det, deltager jeg gerne i trepartsmøder med fx din arbejdsgiver eller med en sagsbehandler fra kommunen